Følg ESA-astronaut Andreas Mogensen
Billede: ESA

Astronauttræning

Andreas Mogensen og ESAs andre astronautkandidater blev udvalgt til astronauttræning i september 2009. Når Andreas Mogensen bliver sendt i rummet til september, vil han altså have seks års forberedelse bag sig. Men hvad bruger man al den tid til? Hvad skal der gøres for at forvandle et ungt, veluddannet og modigt menneske til en ægte astronaut?

Som det kan ses af tabellen herunder, kræver denne udvikling til at blive astronaut en bred vifte af både teoretisk indlæring og praktiske øvelser.
På tidslinjen ovenfor kan du se eksempler og highlights fra Andreas' træning.

Øvelser i pools og huler

At træne som pilot for Soyuz er selvfølgelig en nødvendighed. Men at man også skal være ekspert i vinteroverlevelse for at kunne klare Soyuz’ landing i Rusland er næppe så indlysende for de fleste.

Man skal også være klar til at tage sig af syge kolleger eller lappe sår sammen i tilfælde af uheld undervejs på missionen. Astronauterne er i høj grad overladt til at klare sig selv og løse de problemer, der måtte opstå. 

Det er meget svært at træne til tilværelsen i rummet her på Jorden, hvor tyngdekraften altid er til stede. Derfor træner astronauterne i en række ’lade-som-om’-situationer, der kan hjælpe med at simulere oplevelsen af at være i rummet.

Ved at træne i store swimmingpools, kan astronauterne øve sig i et miljø, der minder om rummets vægtløshed . Ved at klatre rundt i Italienske huler, lærer de at bevæge sig i tre dimensioner i stedet for de vante to.

Skal være psykologisk klar

En særlig udfordring for astronauter er, at de skal leve meget tæt på andre mennesker i lang tid. Missioner på rumstationen varierer i længde, men nogle kan vare i seks måneder.

For at forberede dette tætte liv med andre træner astronautspirerne på træningsøvelsen NEEMO, hvor de oplever at leve i et indelukket sted, som man først kan forlade efter 16 timer i et depressionskammer.

Hvis man kun kan holde til at være tæt på kollegerne i kort tid, er det bedst at opdage det her på Jorden. 

Yderligere færdigheder

Efter grundtræningen bliver astronauternes træning skræddersyet til hver enkelt. Kompetencer hos de seks besætningsmedlemmer, der bemander rumstationen ISS, skal passe sammen og komplementere hinanden. 

For hvert system, der skal betjenes ombord på rumstationen, er der tre niveauer af kendskab:

- Superbrugeren er den førende ekspert, der kan reparere og vedligeholde systemet.

- Ekspertbrugeren kan betjene systemet, herunder også de mere specielle dele, og kan erstatte superbrugeren, hvis det skulle blive nødvendigt. 

- Brugere kan betjene systemet uden særligt kendskab til detaljer i dets virkemåde.

Alle astronauterne går igennem forskellige forløb for at blive superbrugere på nogle systemer, ekspert i andre og almindelige brugere for resten. Så er man klar til at indtage sin plads i besætningen som brikken i et puslespil.

Andreas som andenpilot

Soyuz-kapslen, der skal transportere astronauterne op til rumstationen, har plads til tre personer. På iriss-missionen er det udover Andreas Mogensen russeren Sergei Volkov, der bliver pilot og kommandant.

Sangerinden Sarah Brightman fra Storbritannien havde købt en billet til ISS af det amerikanske firma, Space Adventures Ltd. Men i maj måned, meddelte Sarah Brightman, at hun af personlige familiære årsager alligevel ikke ønskede at tage med på rumturen.

Andreas Mogensen får rollen som andenpilot på opsendelsen. Det betyder, at han skal kunne koble Soyuz-fartøjet sammen med rumstationen og kunne lande Soyuz-kapslen på Jorden, hvis Sergei Volkov er sat ud af spillet.

Så giver det mening, at oplæring i Soyuz-manualer og nødprocedurer tager et helt år i det russiske rumfartscenter Star City i Moskva. Den helt specielle oplevelse det er at komme i rummet kræver også en specielt ekstraordinær indsats.