Følg ESA-astronaut Andreas Mogensen

Cubesats

To cubesats skal sendes ud i rummet i deres egne kredsløb af Andreas Mogensen.  

Den ene er en AAUSAT-5, den femte cubesat bygget af studerende fra Aalborg Universitet. Satellitten skal modtage automatiske identifikationssignaler (AIS) fra skibe og videresende dem til modtagestationen i Aalborg. Formålet er at arbejde hen imod større sikkerhed for skibstrafikken. Det er en standard 10x10x10 cm cubesat.

Den anden er Gom-X3. Firmaet Gomspace i Aalborg bygger cubesats for forskellige partnere og kunder. X3-satellitten afprøver nye teknologier. GOM-X3 skal modtage navigationssignaler fra fly og teste signalkvaliteten fra forskellige geostationære satellitter. Desuden medfører satellitten en L-båndssender fra et fransk firma. Denne satellit består af tre cubesat-moduler, så den er 10x10x30 cm.