Følg ESA-astronaut Andreas Mogensen
Udsigt til Jorden fra ISS - taget af ESA-astronaut Alexander Gerst. (Foto: ESA/NASA)

Hjem til Moder Jord

Når det bliver tid til at sige farvel til rumstationen, vil Andreas Mogensen rejse hjem med en Soyuz-kapsel af samme type, som han rejste op med - men dog ikke den samme.

Hjemturen tager tre en halv time og skal styres af den russiske kosmonaut Gennady Padalka.

Kapslen vejer to tons. Og selv om rumfartøjet er anset som et af de sikreste at foretage en rumrejse i, så er der alligevel meget, der skal forberedes, inden astronauterne kan tage afsted mod hjemmet.

Fra en base i Kasakhstan beregner eksperter den aktuelle bane og det bedste sted at lande. Dette sted undersøges af et redningshold, der tjekker, at det er fladt og fri for forhindringer. Først når alle data er analyseret, bliver den optimale bane for den lange rejse hjem udregnet.

Træningsøvelse på ISS før take-off

Ugen før take-off, hvor Soyuz frakobles rumstationen, udfører et kontrolcenter i Moskva en træningsøvelse med besætningen, der skal hjem fra ISS.

I en simulator bliver besætningen omhyggeligt undervist i samtlige de faser, de skal gennemgå undervejs i kapslen, inklusive skrækscenariet: en nødlanding.

Først når der gives grønt lys fra kontrolcenteret, er det tid til at sige farvel til kollegerne.

Soyuz TMA-07M forlader ISS.

Når uret vejer et ton

På nedstigningen vil astronauterne mærke tyngdekraftens love. Deres vægt vil undervejs overstige den normale kropsvægt med op til flere gange.

Og det bliver værre endnu. For i en højde på 35 kilometer over Jordens overflade udsættes mandskabet for et pres på hele 4 g.

”Tyngdekraften er en meget stærk kraft. Vi forstår den ikke her på Jorden, fordi den har sådant et stærkt tag i os. Men du føler det, når du er på vej tilbage fra rummet, for nu har du været i et miljø uden tyngdekraft i et stykke tid. Du oplever kræfter gribe dig og at dine hænder bliver tunge, og føler at dit ur og bøger vejer et ton. Materialer omkring dig er ekstremt tunge. Og det er virkelig en stærk følelse,” forklarer ESA-astronaut Paolo Nespoli.

Igennem lydmuren

Paolo Nespoli fortæller videre, at tæt på rejsens afslutning begynder astronauterne at høre lyde igen, for eksempel vindens susen. Lydmuren brydes, og astronauterne kan bogstaveligt talt begynde at vinke til flyvemaskinerne:

”Forestil dig en 2.000 kilo tung kapsel, der gennembryder lydmuren i atmosfæren. Pludselig er der en faldskærm, der åbner på siden af kapslen og hiver i dig ligesom en snor. Det er lidt ligesom en yoyo, og du ser kapslen rotere i alle retninger. Det er meget værre end en rutsjebanetur, fordi bevægelserne er i alle retninger. Det er skræmmende for nogle af os. For andre er det den bedste tur, de nogensinde har prøvet,” fortæller Frank De Winne (tidligere ESA-astronaut).

En blød landing?

Faldskærmen skal sikre besætningen på Soyuz en blød landing. Men landingen er langt fra så blød, som man måske skulle tro.

Astronaut Paolo NespoliI beretter tværtimod om en mere hårdhændet en af slagsen, hvor kroppen rulles hårdt sammen og al snak er forbudt:

”Du ligger der og venter på blød landing. Men for mig føltes det som en kollision imellem en vej og en lille bil. Da det skete, sagde det 'barraboom'. Jeg prøvede at tjekke op, men så blev alt stille. Alt stoppede. Jeg kiggede mig lidt omkring, og så sagde jeg: 'Hey guys, welcome back to Earth.”

ESA-video om Soyuz-fartøjets afkobling fra ISS og landing på Jorden: