Følg ESA-astronaut Andreas Mogensen
Andreas på pr-arbejde. (Foto: Andreas Mogensen)

Post flight tur for Andreas Mogensen

23. dec. 2015

Andreas Mogensens post flight tur er i fuld gang. Turen bringer ham til næsten alle kroge af Danmark og slutter i juni 2016. Se oversigten her.

Hans post flight tur skal øge kendskabet til rummet, dets muligheder, de danske og europæiske rumaktiviteter samt fremme børn og unges interesse for teknik og naturvidenskab.

Alle ESA astronauter har til opgave at være ambassadører for rummet. Erfaringer fra andre lande har da også vist, at astronauternes personlige fortællinger fra vægtløsheden i rummet interesserer rigtigt mange. 

Styrelsen for Forskning og Innovation fastlægger Andreas Mogensens post flight tur i samarbejde med den europæiske rumorganisation, ESA.

De fleste arrangementer foregår på landets skoler og gymnasier og er forbeholdt eleverne. Der er dog også arrangementer på blandt andet universiteter, biblioteker og museer, som er åbne for offentligheden. Det er de lokale arrangører, der står for arrangementerne, og de afgør selv, hvor og hvordan de annoncerer.

Andreas Mogensens kalender er nu stort set fyldt, men der er stadig enkelte muligheder for at booke ham i 2016. En godkendelse vil afhænge af ESA’s endelige prioritering og kalenderen i øvrigt.

Book Andreas Mogensen

ESA er en offentlig medlemsorganisation, som Danmark er medlem af, og der er derfor ingen kommercielle muligheder i Andreas Mogensens foredrag. Til gengæld får Andreas Mogensen, der er ESA-ansat, heller ikke honorar for sine foredrag under post flight turen.