Følg ESA-astronaut Andreas Mogensen
Mariann Albjerg under parabol-flyvning. (Fot: NASA)

Parabolflyvning med Mariann

Mariann Albjerg var nyttelastspecialist ved NASA i 30 år, men nyder nu et travlt pensionistliv her i Danmark. Da hun blev tilbudt mulighed for at komme på vægtløs parabolflyvning i firserne, greb hun chancen, og hun var med hele 6 gange.

Her fortæller hun om sine oplevelser på NASAs Zero-G fly:

Den amerikanske rumfærge Space Shuttle fløj bemandet rumflyvning i over 30 år. I alt 135 flyvninger blev udført i 1981-2010 af Columbia, Challenger, Discovery, Atlantis og Endeavour.

Space Shuttle var teknologisk foran sin tid, og mange nye teknologier er udviklet netop til at møde den udfordring der var forbundet med at bygge et rumfartøj der tog af som en raket og landede på Jorden som et fly. 

Arbejdede i rumfærgens kontrolcenter

Jeg var så heldig at få lov til at arbejde i den gruppe, ”Payload Operation”, der planlagde, designede og styrede Shuttle-flyvningerne, fra Johnsons Space Center, Mission Control Center (MCC) i Houston.

Ved min ansættelse i 1979, 2 år før den første opsendelse, bestod gruppen stadig for en stor del af de rumentusiaster, der havde landet mænd på Månen, og de var ikke færdige med deres karriere - de ville også sende den første Space Shuttle ud i omkreds om Jorden.

 Et sådant miljø byder på mange udfordringer, spændende opgaver og teamwork, der ikke findes andre steder. Filmen ”Apollo 13” er et meget autentisk billede af den ånd, der herskede i MCC og som jeg blev en del af.

Parabolflyvning

Billede: NASA, Johnson Space Flight Center, Reduced-Gravity Program

NASAs KC-135A flyvemaskine i den kraftige opstigning ved 45 grader i forhold til vandret. Dette indleder parabolflyvningen. På dette tidspunkt oplever passagererne, at deres vægt fordobles – arme og ben bliver usædvanligt tunge.

Flyet, et ombygget Boeing 707, er forstærket for at kunne klare de voldsomme G-kræfter, det udsættes for på disse ture.

Kroppen påvirkes kraftigt

I forbindelse med rumflyvning bliver kroppen udsat for påvirkninger, der er anderledes end her på Jorden så man mister kalk fra knoglerne, blodets kredsløb ændres og der kan opstå rumsyge.  Sidstnævnte er den der medfører det største ubehag under missionen, da en astronaut, der ikke føler sig rask, vil have svært ved at udføre det arbejde, der ellers er planlagt til mindste detalje.

Billede: Mariann Albjerg, Society of Interplanetary Free Floaters

Diplom fra "Society of Interplanetary Free Floaters".  De bliver uddelt i spøg til dem, som har prøvet parabol-flyvning i NASAs Reduced-Gravity Program. Udover at have oplevet formindsket tyngdekraft har ejermanden ifølge diplomet oven i købet gjort det uden at kaste op.

Forskes fortsat i rumsyge

Selv om vi har lært meget om kroppens funktionelle tilvænning i rummet, forskes der stadig målrettet indenfor området med henblik på at forebygge bevægelsessyge, der fremkaldes ved bevægelse af kroppen eller synsfeltet.

Egentlig opstår problemet i det indre øre, der hjælper os til at holde balancen. Bevægelse kan hos nogle mennesker fremkalde forhøjet aktivitet i disse nervefibre, der således bevirker svimmelhed, kvalme og opkastning.

Astronauterne observeres nøje under rumflyvningerne, og deres reaktioner på den vægtløse tilstand sammenlignes med symptomer fremkaldt ved bevægelsesanalyser på jorden.

Billede: NASA, Johnson Space Flight Center, Reduced-Gravity Program

Mariann med legesyg NASA-kollega i et velpolstret KC-135A fly under vægtløs tilstand.

Simuleret vægtløshed

Det ombyggede Boeing-fly kan flyve paraboler så man opnår ca. 30 sekunders vægtløshed, (µG), med hver parabol. I det tidsrum kan man lave målinger og observere reaktioner uden at være ude i rummet.

Mange medvirker i disse målinger og det er en mulighed for ikke-astronauter til at opleve vægtløshed. 

Man skal stadig opfylde fysiske krav og gennemgå fysiologisk træning på samme niveau som astronauterne, ligesom man skal gennemgå bevægelsesanalyser på Jorden, før man bliver udvalgt til at opleve ”0G-flyvningen".

Billede: NASA, Johnson Space Flight Center, Reduced-Gravity Program

Mariann Albjerg under parabol-flyvning i NASAs KC-135A flyver. Bemærk passagererne, der sidder fastspændt i sæderne som forsøgskaniner i NASAs Reduced Gravity Program for at undersøge blandt andet opkasterefleksen. Den ene bærer nakkestøtte, idet nøje kontrol af hovedbevægelsen er en del af eksperimentet. Mariann få lov at svæve frit i kabinen da hun på det tidspunkt er færdig med eksperimenterne.

En fantastisk oplevelse

At være med i 0G-programmet var for mig en fantastisk oplevelse, der startede med en omfattende gennemgang af flyveplan, sikkerhedsudstyr samt repetition i brugen af faldskærm fra 10.600 meters højde. Så udleves der plastikposer til hvis man skulle blive syg, som jeg heldigvis ikke fik brug for. 

De første paraboler sad jeg fastspændt med bind for øjnene. Ved opstigningen udsættes man for 2G, som får arme og ben til at føles meget tunge. Derefter vipper flyet over og følger banen, så man er vægtløs.

Når man ikke kan se, føles det som om benene flyver op og man hænger på hovedet, frit svævende i 30 sekunder. Hvorefter man langsomt svinger tilbage i sædet igen, inden parabolen gentages. 

Den første parabol var en rigtig overraskelse, men man vænner sig til følelsen, der minder om en gevaldig rutchebanetur. Da jeg blev sluppet løs fra sædet og kunne se, var det rigtig sjovt at opleve at flyve frit rundt i kabinen.

Det varer lidt inden man får lært at manøvrere i vægtløs tilstand. Der skal kun et lille stød til, så svæver man gennem hele maskinen. Rammer man væggene, ændrer men retning som en billardkugle i 3 dimensioner.

Hele kabinen  er polstret med bløde skumplader og uden skarpe kanter, så man kan stå på hovedet og gå i alle retninger. Efter den første oplevelse i det vægtløse, var jeg fast besluttet på, at det ikke blev den sidste.

En flyvning tager ca. 2 timer og der udføres 40 paraboler, der hver giver 30 sekunders vægtløshed. Efter fuldendt flyvning har man været vægtløs i ca. 20 minutter.


Billede: NASA, Reduced-Gravity Program

Et skema, der viser højde (i tusinde fod,  10000 fod = omtrent 3300 meter), hastighed (i mil i timen, 100 MPH = omtrent 160 km/t), varighed (i sekunder) og vægttilstand i G (1G = almindelig vægt på Jorden, 0G=Vægtløshed). Hastighed gives også som Mach-enheder:  1 Mach = lydhastighed, omtrent 300 m/s, eller 1.235 km/t.  ’Nose high’ betyder at flymaskinen peger opad (opstigning) og ’Nose low’ betyder nedstigning. Hele manøvren varer et minut og 15 sekunder, og i den korte tid oplever passagererne vægtløshed i 30 sekunder og føler sig dobbelt så tunge som normalt i 45 sekunder.

Jeg nåede 6 flyvninger uden besvær - det svarer til 2 timer i ”0G”.  Derefter fløj jeg test med IMAX-kameraet, der viste sig ikke at fungere så godt uden tyngdekraften. Det var heldigt, at den flyvning kun blev til 14 paraboler, for den dag var jeg heller ikke på toppen. IMAX filmede første gang ombord på rumfærgen i 1984 og siden på mange efterfølgende missioner.