Følg ESA-astronaut Andreas Mogensen
Huddragt test under parabolflyvning (Foto: ESA)

Skin Suit

(gravity loading countermeasure skinsuit, GLCS)

Vægtløsheden bevirker, at astronauter bliver 2-4 centimeter højere, mens de opholder sig på rumstationen. Bruskskiverne (discus) mellem ryggens knogler bliver ikke trykket sammen af kroppens vægt, og derfor udvider de sig i kroppens længderetning.

Af endnu ukendte årsager gør det ondt i den nedre del af rygsøjlen - i nogle tilfælde endda rigtig meget ondt. Det hjælper at krumme sig sammen i fosterstilling, men det jo ikke nogen særligt effektiv arbejdsstilling.

På King's College i London har man udviklet en heldragt, som holder ryggen presset sammen, og den skal Andreas som den første i rummet afprøve. Det er meningen, at han skal have dragten på i arbejdstiden i alle de 10 dage, opholdet varer.

Dragten er bygget til at øge presset nedad på rygsøjlen i stigende grad fra nakken til bækkenet, på samme måde, som når man står op på Jorden. Det skal også undersøges hvordan det er at have Skin Suit dragten på under fysisk træning om bord.

Hvis dragten fungerer efter hensigten, vil den også mindske risikoen for rygskader efter langtidsophold i rummet, og måske hjælpe med at forstå hvorfor rygsmerterne opstår.

Læs om astronauternes rygproblemer her